When you wish upon a star

.
Dagen sluttede med en meget træt familie. Dog var alles øjne fyldte med glæde og begejstring, da vi betragtede det spektakulære fyrværkeri ved slottet i midten af Magic Kingdom. Men lad os begynde med begyndelsen.
Engang for længe siden, eller sådan føles det lige nu, drog vi mod Disney’s Magic Kingdom. Det var en dag, vi havde set frem til længe. Da vi kom til parkeringspladsen, gik vi et pænt stykke, op til det vi troede var indgangen. Her kunne vi vælge, om vi ville tage tog eller færge over til Magic Kingdom. Vi valgte færgen, og kunne således stå på dækket og betragte parken. Parken er inddelt i 6 forskellige afdelinger, som alle ligger ud fra slottet i midten af parken. Vi brugte klart mest tid i Mickey’s Toontown Fair, hvor man kan se Mickeys og Minnies hus, Anders Ands båd, møde Mickey og Minnie og køre i rutchebane fra Fedtmules gård, for bare at nævne noget. Det var rigtig Disney for Iben, og her gik hun ikke på kompromis. Hun ville se det hele, uanset hvor lang køen var.
.
De store drenge manglede dog lidt adrenalin i kroppen, så de gik lidt til og fra og prøvede imens nogle noget vildere rutchebaner i de andre dele af parken. Så der var noget for enhver smag.
Fantasyland brugte vi også en del tid i. Her sejlede vi “verden rundt”, fløj med Peter Pan og oplevede Snehvides “scary adventures”. Vi spiste frokost i Pinocchios hus og var til street party med alle Disney-figurene.
Mens vi stor i kø til en af forlystelserne, begyndte det dog at regne. Og det blev ved. Vi skyndte os over til en anden forlystelse i håb om, at regnen ville stilne af, inden vi var færdige med at prøve den. (Der var trods alt ca. en halv times ventetid ved de fleste forlystelser). Regnen blev dog ved, så vi måtte, som alle andre, købe regnslag. Utroligt! Vejrudsigten havde sagt regn i morgen. Men vores held med vejret, skulle åbenbart slutte netop i dag. Det mest ærgelige var, at et musicalshow, vi havde set meget frem til, blev aflyst. Det ærger jeg mig stadig lidt over.
Regnen var on and off resten af dagen, men det forhindrede os heldigvis ikke i at have en rigtig magisk dag.
Kl. 20.00 var der Electrical parade, hvor diverse vogne og disney-figurer lyste hele gaden op i et godt tyve minuters langt optog. Derefter var der kun et kvarter til fyrværkeriet, som signalerer afslutningen på dagen. Det var smukt og stemningsfyldt, og der var musik og stemmer til, der smukt underbyggede stemningen. Budskabet var selvfølgelig, at ønsker kan gå i opfyldelse, og at du aldrig må stoppe med at drømme, men skal følge dit hjerte og din samvittighed. Wauw, sagde Iben mange gange, både under paraden og fyrværkeriet. Og det ord var meget dækkende.
Ret tidligt på dagen forelskede Iben sig i en Minnie-bamse, som hun fik lov at få. Den fulgte hende overalt, og da hun blev fotograferet med Mickey og Minnie, holdt Minnie bamsen, hvilket den ikke blev mindre vigtig af. Minnie-bamsen begyndte dog at plage om at få sin kæreste Mickey med til Danmark. Iben kunne således ikke gøre for, at hun blev nødt til først at plage mor, så bedstemor og til sidst bedstefar, for at få Mickey også. Iben ved jo godt, det ikke er pænt at plage, men det ved Minnie åbenbart ikke. Bedstefar forbarmede sig over Minnie og Iben, og således ligger der nu både en Minnie og en Mickey i sengen ved siden af Iben og sover lige nu.
Vi har virkelig haft en rigtig god dag, med mange dejlige og mindeværdige oplevelser. Nu håber vi bare, at vi alle må leve lykkeligt til vore dages ende.