Southampton

Informationen om at vejret hjemme er koldt, blæsende og regnfuldt gjorde ikke morgenmaden på græsplænen foran hotellet i ca. 25 graders varme ringere. Vi nød det gode vej og var helt godt tilfredse med den morgenmadsmenu, som vi havde fået bikset sammen fra indkøb i Wallmart dagen forinden.

Efter morgenmaden fik Flemming kontaktet 3 (mobiltelefonselskabet), så Iben nu også kan bruge telefonen på turen. Den har nemlig været helt uden forbindelse, lige siden vi forlod Danmark.

Små 25 minutters kørsel fra Riverhead ligger nogle af USA’s bedste sandstrande, så vi kørte et smut forbi i dag, og her var virkelig skønt. Det kostede dog 25 $ bare at parkere bilen, så der er ingen tvivl om, at området her er for de mere velhavende amerikanere og især rige folk fra New York, som lige vil lidt væk fra storbyens høje tempo her i sommervarmen.

Vi blev dog kun små to timer på stranden, inden vi kørte forbi Subway og købte en sandwich, som vi nød på terrassen vel hjemme på hotellet igen.

Efter nogle timers afslapning med bøger og Netflix kørte vi til Southampton, hvor vi spiste mexikansk på en restaurant/bar med lidt for høj musik til vores smag. Til gengæld var maden god.

Bagefter slentrede vi gennem Southamptons gader og noterede os, hvor eksklusive mange af butikkerne var og hvor casual rige, mange af de mennesker vi mødte, så ud. Men som Flemming pointerede, så har de ikke engang råd til tag på deres biler, så så rige kan de vel heller ikke være 😉

Vi sluttede turen af med at køre på gaden længst nede mod stranden. Her kørte vi flere kilometer og så den ene kæmpe villa efter den anden. De fleste af dem var dog så indhegnede, at man kun kunne få et glimt af den enorme velstand og luksus, som de er et tydeligt tegn på. Foran et af husene stod der en flok parkeringsvagter, som skulle parkere bilerne for folk, der kom på besøg. Der var helt tydeligt et arrangement i huset og med 5 unge mennesker som parkeringsvagter, så tør man ikke gætte på, hvor mange tjenere mv. der befandt sig i huset.

Tilbage på hotellet fik vi kaffe og lidt cola og hyggede med en god bog. Heldigvis for os kan vi nyde og sætte pris på de små ting i livet, for den rigdom og velstand, som vi lige havde bevidnet, kommer vi vist aldrig tættere på end en drive-by.