Snakkedag i Elk Horn

Morgenen begyndte med lækker morgenmad med bl.a. belgiske vafler. Guf! Derefter gik vi i kirke. Lutheran church, som skulle være det samme som vores folkekirke, men som alligevel slet ikke er det. Det var en rigtig god oplevelse. Folk var utroligt imødekommende, og ville gerne høre hvem vi var, hvorfor vi var her, og hvad vi havde af planer. Mange af deres forfædre her kommer fra Danmark, hvilket vi også kunne se, da vi gik en tur på kirkegården, hvor de fleste navne var -sen navne. Vi faldt i snak med et ældre ægtepar inden selve gudstjenesten gik i gang. Hans bedsteforældre kom alle fra Danmark, og hendes far kom fra Danmark. De fortalte, at alle de små samfund her i Iowa virkelig kæmper for at overleve, især efter så mange af de små landbrug har måtte lukke. Derfor er det vigtigt for byen med det danske islet og det danske museum, som skal trække folk til. Det er jo meget den problematik vi kender hjemme, med udkants-Danmark.Da selve gudstjenesten gik i gang, begyndte de med bekendtgørelser. Her blev nævnt, hvem der var syge og døde, men også hvilke ting der skulle ske i den nærmeste fremtid, og at kirken havde taget et nyt lån hjem. Den ældre herre, vi havde talt med, rejste sig og fortalte, at der var besøg fra Danmark, og så blev vi bedt om at rejse os og sige vores navne. Gudstjenesten foregik meget mere i interaktion med menigheden. Og selvom der kun bor 600 i byen, var der ca. 100 mennesker i kirke. Som en del af gudstjenesten var der en lille børnegudstjeneste. Der gik Iben frisk og frejdig op og satte sig blandt de andre børn. Det kunne man godt se, at hun var fortrolig med fra ulvetimerne i kirken hjemme. Damen der spillede klaver i kirken, er også lærer på skolen her i byen, så vi fik lavet en aftale med hende om at komme hen på skolen tirsdag. Her lød det til, at vi sagtens kan få lov at blive vist rundt og følge noget undervisning – også blandt de yngste elever, så Iben kan se, hvordan det er at gå i skole her i USA. De har også volleyundervisning, så Flemming kan vist også komme til at se en volleytræning.

Efter kirken og lidt frokost, tog vi hen på museet. Det var faktisk fint og informativt, om den danske indvandring til USA. Museet havde også Victor Borges private klaver stående. Det havde han doneret til dem. Der fik vi os også en lang snak med et ældre ægtepar, hvor han havde familie i – ja, tænk engang – Fjerritslev. Det er somom amerikanerne er hurtigere til at blive private i deres samtale. Her på museet nåede vi at få fortalt, at deres datter har et døvstumt barn, og manden i kirken nåede at fortælle, at de havde mistet deres søn, men stadig havde meget glæde af deres børnebørn. Informationer de fleste i Danmark nok ville undlade at fortælle, før de kendte folk noget bedre. Men det opleves ikke grænseoverskridende, bare meget åbent og varmt. Derefter var det tid til at hvile hovedet lidt. Inden det i dag var mig, Iben fik lokket med i swimmingpoolen. I dag svømmede hun et pænt stykke uden hverken luffer eller bælte, så nu kan hun faktisk svømme rigtigt, den super seje pige!

Til aften ville vi have haft noget “rigtigt” at spise, men kun fast food kæderne har åbenbart åben en søndag her i området, så vi tog Mc Donald’s mad med tilbage til hotellet, hvor vi satte os i lobbyen,  (som også er opholdsstue og morgenmadsrestaurant). Vi havde ikke siddet der længe, før en mand lavede spøj med vores valg af mad, men samtidigt sagde, at de heller ikke havde kunne finde noget ordentligt her i nærheden. Pludselig sagde han “Do you speak Danish?”. Så viste det sig, at han var dansker, som var flyttet til USA for 44 år siden. Han er præst og ham og hans kone og 20 årige datter rejser selv rundt i USA lige nu. De bor ellers nord for Seattle. Da vi havde talt lidt med ham, hentede han sin kone, som var på hotelværelset, og så satte de sig hos os, og vi fik en rigtig lang snak om rigtig mange ting. Deres datter vil gerne til Århus og studere, så de var interesserede i det danske uddannelsessystem. Hun gav os også ret i, at mange byer her er uden struktur, fordi de har så meget plads, at de ikke har behøvet gøre sig overvejelser inden ting blev placeret. Hun sagde også, at det ikke er tilfældigt, at vi har oplevet, at folk er lettere at falde i snak med her. At folk fra Midtwest, er mere åbne og virkelig gerne vil lytte til, hvad andre har at fortælle. Hun fortalte også, at de fleste amerikanere, ser al den illegale indvandring fra Mexico som et stort problem. Og at det politisk også er i fokus nu, men at det er meget sværere at gøre noget ved problemerne i så stort et land. Ikke mindst fordi folk er så forskellige. Til sidst fik vi deres telefonnumre og e-mail og fik en åben invitation til at komme forbi Seattle. De gav os også navde på flere universiteter, der underviser i dansk her i USA. Og de mente sagtens, vi ville kunne underviser der. Så nu har vi lidt at gå videre med. Og skulle vi støde på “blinde veje”, ville de meget gerne være behjælpelige. Utrolig flinke folk. Han blev forøvrigt meget glad, da vi roste hans danske, som han jo kun sjældent får talt. Jeg tror han nød at tale dansk, lige så meget som jeg nyder at få lov til rigtigt at tale engelsk. Og da samtalen foregik lidt på begge sprog (hans kone talte jo kun engelsk), nød vi vist alle meget de fem kvarter vi fik talt sammen.