Iben og jeg hentede mælk til vores cornflakes her til morgen i det nærliggende supermarked. Hele vejen hjem filmede Iben, mens hun fortalte, hvad hun så og interwievede mig om, hvor vi nu var. Akkurart som hun har oplevet Flemming gøre mange gange på denne tur. Da vi kom tilbage til motellet, skulle vi alle se filmen. Der er lidt Lars Von Trier over hende i disse dage, og håndholdt kamera bruger hun i hvert fald også. Mælken blev hentet i sandaler, men det var lige koldt nok, så vi måtte i de lukkede sko igen. Det passede dog Iben vældigt godt, for så kunne hun jo endelig bruge sine nye Converse støvler.
Vi har haft en rigtig god og interessant dag i dag. Vi besøgte Science Center of Iowa, hvor vi endte med at bruge små fem timer. Først brugte vi et par timere på Da Vinci-udstillingen. Rigtig spændende og dybdegående udstilling, hvor man fik meget at vide om hans liv, og alle de ting han var involveret i at udvikle – udover sin kunst. Vi lærte helt klart alle noget nyt!
Derefter så vi film i deres IMAX Dome Theater. Den handlede om Van Gogh og var også en rigtig interessant beretning om hans liv og kunstværker. Iben forstod ikke så meget af den. Men hun kunne fascineres af, at den kuppelformede biograf fik en til at føle, at man selv var inde i filmen.
Og så blev der endelig tid til det rigtig sjove for Iben. Et Eksperimentarium. Her var mange forskellige ting at prøve – og så var der ikke særlig mange mennesker, så hun var interesseret i at prøve det hele. Der var også en slags legeland, hvor vi fjollede rundt og legede butik, viste dukketeater for hinanden og blæste kæmpe-sæbebobler.
I Eksperimentariet kunne børn og barnlige sjæle bygge deres egen raket, og så affyre den og se, hvor langt den kunne flyve. Iben tegnede på sin og gjorde den rigtig fin. Flemming skulle selvfølgelig også bygge en, og så skulle de konkurrere. Først vandt Flemming, men så skulle Iben have styrevinger på sin (det havde Flemming allerede). Da hun havde fået det på, sagde hun “så kan du bare komme an, far”. Og denne gang fløj Ibens noget længere end Flemmings. Det passede ikke helt faderen, så han skulle også lige have udbedret sin raket igen. Den kom dog aldrig til at flyve så langt som Ibens, så der var en, der var mega sej, da vi gik derfra – og det var ikke Flemming.
Efter Science Centeret forsøgte vi at finde downtown Des Moines. Vi fandt dog ikke noget downtown, som vi kender det. Der var parlamentsbygningen, der var hyggelige parker, der var højhuskvartere, som mindede om kontorbygninger, og der var forskellige indkøbscentre. Selv GPS’en, der ellers nok plejer at kunne finde centrum, viste os hen til et centrum, der ikke var andet end ovenstående. Desuden er der rigtig mange almindelige huse, nogle kvarterer helt almindelige, andre fine og igen andre noget faldefærdige. Men parcelhusene ligger helt inde i centrum, hvilket er lidt specielt af en storby at være. Men man skal selvfølgelig huske på, at der i hele Iowa kun bor 3 millioner mennesker, så selv Des Moines er jo en lille storby.
Byen har dog en del hyggelige parker med søer og legepladser. Vi valgte at gå en tur ved en af dem. Rigtigt smukt med solskin og træernes efterårsfarver. Mange brugte søen til at motionere ved. Og igen er folk bare mere offentlige. Man står da bare på badebroen og laver nogle joga-agtige øvelser, hvis det er det, man har lyst til, eller går med håndvægte og bokser ud i luften rundt om søen. Vi må tilstå, at vi flere gange var ved at dø af grin. Hvis man skal se så dum ud, er vi vel vant til, at man gør det hjemme, eller til nød i et motionscenter. Men jo egentligt meget befriende at være så ligeglad med at gøre sig selv lidt til grin. Faktisk tror jeg også kun, det var os, der undrede os og kom til at grine. De andre så ikke ud til at tage notist af det.