Lübeck 19. og 20. oktober 2016.









Vi begyndte at køre mod syd, hvad der for os syntes tidligt om morgenen – nemlig kl. 9.15 (kun 15 min. forsinket) Destinationen var Lübeck, men først var der lige nogle timers kørsel, der skulle gennemføres. Vi gjorde naturligvis stop ved grænsen, hvor vi spiste frokost og fik provianteret lidt til resten af køreturen. 
Fremme i Lübeck fik vi set en stor del af hotellet, inden vi endelig fandt vores værelse. Vi bor nemlig i 501, og det ligger på 1. sal. Helt ulogisk – så vi kørte naturligvis helt op på 5. sal, selvom receptionisten sagde 1. sal. Ja, nogle gange må man bare betale for at tro, at man altid ved bedst.
Efter vi havde tjekket ind, gik vi en tur i den gamle bydel, som ligger lige ved vores hotel. Vi havde ret svært ved at finde et sted, vi alle havde lyst til at spise, men til sidst fandt vi det helt rigtige sted, og alle var tilfredse. 
I dag har den stået på sightseeing i Lübeck i stor stil. Vi har set diverse kirker, været oppe i tårnet af st. Petri kirken, drukket kaffe og shoppet lidt. (Iben har fået en ny vinterjakke, som hun er meget tilfreds med – og så skulle hun også lige have nye strømper, da jeg havde glemt at pakke strømper til hende). 

Lübeck består af gamle, hyggelige huse/gader, kirker, bagerbutikker og apoteker. Det er vores definition – for disse ser vi overalt!! 

Vi har haft nogle rigtige hyggelige dage og hygget en masse med hinanden. I morgen påtænker vi at køre udenfor byen for at se området omkring Lübeck.
Jeg har haft et par af de dage, hvor jeg får sagt og gjort nogle dumme ting, så Iben og Flemming er ret enige om, at det er ok at gøre grin med mig. Jeg kom f.eks. til at sige om ekspedienten i grænsekiosken, at hun ikke var den hurtigste kniv i skuffen, jeg kunne ikke finde ud af at åbne en dør ind til en butik, jeg kan ikke finde rundt, og her til morgen lavede jeg en "Silke" i elevatoren, hvor jeg stod og kiggede mod døren i den ene side, mens døren gik op, og Iben trådte ud bag mig. Iben endte med at kalde og sige, "Mor, du skal altså ud i denne side". UPS – ja, sådan kan det gå. I det mindste er jeg god underholdning for resten af familien.