Victoria er ifølge guidebøgerne en smuk by i engelsk stil, og vi blev bestemt ikke skuffede. Victoria er hovedbyen på Vancouver Island i Canada og har ca. 75.000 indbyggere. Vi sejlede dertil tidlig formiddag fra Port Angeles, en tur på en god time, så vi var meget tidligt oppe.
På sejlturen mødte vi et gammelt ægtepar, som også kom fra Sequim. De faldt straks i snak med Janie og Aage. Det sjove var at iagttage deres samtale. Hurtigt blev samtalen personlig, og der blev pralet med børn og børnebørns bedrifter, størrelse på hus o.s.v. Dog holdt Janie og Aage sig meget tilbage i dette, da de er meget bevidste om, hvad det er, der sker i en sådan samtale. Men de måtte pænt høre alle detaljer om det ovenstående.
Vel fremme i Victoria gik vi en tur rundt i den indre by først. Solen skinnede og byen tog sig smuk ud med masser af blomster i lygtepælene og flotte gamle bygninger.
Efterfølgende var vi på naturhistorisk museeum. Et fantastisk et af slagsen, som virkelig imponerede os alle, og jeg må indse, at jeg har fået en datter, der er endnu mere vild med museer end mig. Hun og Flemming kunne slet ikke få nok, og intet kan springes over, hvis det står til Iben. Hun kunne da også belære mig om, hvad fossiler er, og så fik hun også gravet efter guld.
I museet var der tillige en I-Max biograf. Her så vi en film om grotter. Det var en utrolig smuk naturfilm, hvor vi bl.a. fløj hen over Grand Canyon. Også her konstaterede Iben, da den var færdig, at den gerne måtte have været lidt længere.
Janie og Aage er meget imponerede over hende og hendes evne til at rejse og tilpasse sig nye vilkår. Og man kan virkelig også tydeligt mærke, at hun slapper af i det. Hun kender vilkårene for at rejse og møde nye mennesker, ting og områder.
Efter filmen fande Janie et sted, hvor de solgte popcorn med smør, som de jo laver dem her i USA, og sådan en pose måtte Iben naturligvis have.
Sidst på dagen tog vi en busrundtur for at nå at se så meget af byen som muligt. Det var et godt valg, og vi kom virkeligt rund i næsten alle hjørnerne. Flemming mener, det er en af de smukkeste byer, han har været i.
Efter at have spist aftensmad på en café tog vi færgen tilbage til USA, hvor fyrværkerierne så småt var igang. (Det var jo den 4. juli). Inden vi var helt i Sequim var klokken dog 21.30, så Iben var træt og blev puttet med det samme. Vi andre så fyrværkeri, spiste vandmelon (hvilket åbenbart er en tradition) og is (naturligvis). Hermed var endnu en dejlig dag til ende.
