Jetlag døjer vi stadig lidt med. Det bevirker, at vi, selvom vi er meget trætte, når vi går i seng, vågner midt om natten, hvorefter vi ikke kan falde i søvn igen. I går vågnede vi klokken 2 og i nat klokken 4, så der bliver dog gradvist bedre. Efter derfor at have ligget vågen faldt vi endelig alle i søvn igen ved halv seks tiden. Kl. 5.40 blev vi alle vækket igen, da morfar ringede på skype, fordi han kunne se, at Ibens I-pod var tilsluttet. Så kunne vi igen ligge og vende og dreje os, og ingen af os formåede at falde i søvn igen derefter. Dagen kom derfor til at begynde meget tidligt, så der var god tid til, at Iben kunne få et dejligt langt karbad. Da hun skulle have undertrøjen over hovedet, fik den imidlertid fat i hendes løse fortand, så nu er pigen næsten tandløs at se på.
I dag medbragte vi selv banan og ost til morgenmaden, og selv Iben erkendt, at det var dejligt med lidt afveksling fra nutellaen.
Så var der igen blevet tid til lidt sightseeing i San Francisco. Vi kørte med sporvogn ad de meget stejle gader ned til Fisherman’s Wharf, hvor vi gik en tur og indsnusede miljøet blandt gøjlere og andet godtfolk. Vi var også inde i en regnskovsrestaurant, hvor der var vandfald, fisk i store beholdere fra gulv til loft, masser af planter og dyr (ikke levende), der bevægede sig. Ret vildt og flot lavet. Iben syntes, at det var noget af det fedeste vi endnu har set. Vi så dog også alle søløverne på Pier 39, og det var også et stort hit. Efter at have lyttet til dem, konstaterede Iben, at Nuka lyder som en gris, men Samson lyder som en søløve!!!
Tilbage i den indre by måtte vi så endnu engang forbi Apple butikken, så Flemming kunne få købt sin nye computer. Jeg lukkede øjnene og kørte kortet igennem, vel vidende at jeg ikke ville få ro, før computeren var købt.
Solen skinnede, og der var tydelig lørdagsstemning med mange folk i gaderne, men Iben var træt og mættet med indtryk, og Flemming ville hjem til hotellet med sin nyerhvervede computer, så den sidste del af eftermiddagen blev tilbragt på hotellet med at læse børnene i Bulderby.
Jeg har det lidt svært med at være i en fantastisk storby, hvor der er meget at opleve, og så sidde inde på hotelværelset. Jeg håber, Iben kan begynde at holde til mere, når hun får sovet ordentligt om natten igen. Måske hjælper det også lidt, når vi kommer væk fra storbyen. Forstå mig ret. Det er skam hyggeligt nok at hygge sig med familien på hotellet, men det kunne vi jo også gøre hjemme i Skerping, og hvornår kommer vi lige til San Francisco igen? Lad os håbe vores oplevetrang mødes lidt, efterhånden som turen skrider frem.
