Så kom vi rigtigt på vejen igen. Vi kørte til Cedar Falls/Waterloo, hvor vi skal tilbringe to nætter. Byen er noget større end de små byer, der lå i den vestlige del af Iowa. Selvom vi kørte omkring 3 timer for at komme frem, så vi ikke meget andet end marker på vejen hertil.
Cedar Falls ligger lige ned til en flod og downtown er som sådan hyggelig nok, men ikke særlig stor. Der, hvor tingene sker i byerne her, er ikke nødvendigvis downtown men mere i de store indkøbscentre, hvor fastfoodrestauranter og kaffebarerne m.m. er samlet. Vi fandt dog en hyggelig restaurant downtown, hvor vi fik en lækker salat og en sandwichs. Vi er alle tre ved at være så trætte af burger og pizza, at salaten i dag føltes som et himmelsk måltid.
Da der ikke er noget net på motellet, hang vi ud et par timer på Starbucks. Iben hørte Olineradio på sin I-pod Touch, Flemming surfede på nettet, og jeg læste om Florida og de ting, vi glæder os til at se der.
Vi har opnået det, vi gerne ville i Iowa. Tiden i Elk Horn oversteg langt vores forventninger om, hvor tæt vi kunne komme på folk på så kort tid. Men da der virkelig ikke er meget at se her, føler vi nok lidt lige nu, at de næste dage er lidt spildte. Dage som vi hellere ville have brugt i Florida, hvor der er betydelig mere at se. Men nu er det sådan her, og så må vi håbe, at de næste dage alligevel bliver hyggelige og måske endda byder på uventede gode oplevelser. I hvert fald tror jeg, vi er ret klar på at skrue tempoet op igen, når vi ankommer til Orlando på Onsdag.