I dag havde vi besluttet, at vi ville se de overdækkede broer, som er kendt fra filmen “Broerne i Madison County” med Meryl Streep og Clint Eastwood. Inden vi kom så langt, skulle vi dog have tanket bilen op. Inde på tankstationen genkendte manden bag disken os fra kirken, så han ville gerne snakke, og pludselig var der en anden, der greb fat i mig. Det var den ældre mand, som vi snakkede med i kirken. De var helt vildt søde og var igen meget imødekommende. De syntes bestemt, vi skal blive her til på torsdag, hvor det danske verdenshold i gymnastik kommer til byen. Da jeg sagde, at det er helt hyggeligt at møde folk her i byen man kender, da det får en til at føle sig hjemme, sagde den ældre mand “Good!!”. Han mener jo, at vi skal bosætte os her. Selvom folk her er virkelig søde, kommer det dog næppe til at ske. Det er det simpelthen for meget på landet til.
De overdækkede broer var mest interessante, fordi vi har set dem i den film. De lå ude ad meget støvede grusveje, så bilen ligner nu noget der er løgn.
På broerne var der skrevet diverse kærlighedserklæringer. (De der har set filmen, forstår hvorfor.) Winterset, som er den by broerne er centreret omkring, er en lille by, bygget op omkring byens Courthouse. Når man står der ved lyskrydset, hvor Francesca sad i bilen og gjorde op med sig selv, at hun hellere måtte blive hos sin mand, selvom livet kedede hende i det lille samfund, end at følge sit livs kærlighed, så kan man dog let føle hendes desperation. For Winterset er, selvom den er større end Elk Horn, stadig en meget lille og lidt død by, hvor man let kan forestille sig, at livet og udviklingen står lidt stille. Den café vi spiste frokost på, havde i hvert fald ikke set megen udvikling eller renovering siden 60’erne. Men den kunne ellers bryste sig af, at både Opera Og Clint havde spist der i begyndelsen af 90’erne.
I byen findes også John Waynes barndomshjem. Et meget lille 4-værelseshus, som vi selvfølgelig lige måtte køre forbi, men dog ikke gad ind og se.
Hjemme på hotellet igen, blev der vasket tøj, slappet af og svømmet.
Vores dilemma lige nu er, at vi virkelig gerne vil se verdensholdet på torsdag. Men vi vil også bare gerne snart videre, for der er altså ikke ret meget at se i dette område. Onsdag vil derfor blive en dag, hvor vi kun venter på, at det skal blive torsdag. Selvfølgelig kan det også være rart med en slapperdag, men vi har jo ikke ligefrem været meget på farten de sidste dage heller. Så det føles lidt som en spild-dag. Vi skal så bare finde ud af, om vi vil ofre en spild-dag, for at få oplevelsen med verdensholdet med, eller om vi hellere vil se dem en anden gang, og så komme videre.