Igen i dag en ret stille dag. Vi fik pakket gaven til inspektøren ind i møllen, og fik i den forbindelse en snak med den dame, der stod i butikken i dag. Hun havde også danske forfædre, og lavede stadig rugbrød, leverposteg og æbleskiver. “Er det rigtigt at man ikke længere i Danmark selv bager æbleskiver, men køber dem færdiglavet og bare sætter dem i ovnen?”, spurgte hun. Og ja, det er jo rigtigt. Det var hun noget fortørnet over. Men jo typisk, at man værner mere om en sådan tradition, når man er imigreret. Til gengæld fortalte hun, at man her i Elk Horn nu spiser æbleskiver med medisterpølse til jul. Der har det amerikanske, med pandekager og pølse sammen, forviklet sig ind i den danske tradition. Flere spiser også sirup til æbleskiverne.
På skolen i dag fik vi afleveret gaven, og Iben fik leget lidt med kindergarden-børnene igen. Det var dog lidt overvældende for hende, at så mange ville snakke med hende og lege med hende i frikvarteret. Det er nok lidt forvirrende, når 10 børn står omkring en og taler til en, på et sprog man ikke forstår.
Vi har hørt fra Bodil, Jørgen og Christian, at de er kommet godt til New York og allerede er igang med at udforske byen. Vi glæder os til at mødes med dem om en uge, selvom det samtidig er lidt trælst at tænke på, at det indikerer, at det er den sidste del af vores rejse.
Endelig blev det torsdag aften, og vi skulle se The Danish Performance Team – Verdensholdet. Og de var virkelig gode, selvom de kun lige er begyndt deres 8 måneders verdensturné. Vi, som har set de tidligere hold, kunne også godt se, at de ikke helt har den skarphed, som de har sidst på turen. Og jeg tror, der er overgange, de stadig mangler at få fyldt helt ud – men det var virkelig et godt og underholdende show. Iben optog en stor del af det på sin I-pod Touch, fordi hun syntes, det var så godt. De lavede en serie til en Medina sang. Iben syntes, det var mega fedt, at hun forstod, hvad sangen handlede om, og hvorfor serien var en “kærligheds” serie. Endelig var der noget, hun forstod, som de andre ikke forstod. Fedt!
Det er underligt, hvordan man bliver helt rørt, når man hører den danske nationalmelodi sunget. Bare fordi man står i udlandet og hører den. Efter showet talte vi med en kvinde, der taler dansk og er dansk statsborger, men som er amerikansk gift og derfor bor her i Iowa, i Harlan. Hun sagde også, at hun blev meget rørt og stolt over at være dansk, når hun stod der. Sjovt, at man på nogle måder er mere knyttet til sit land, når man er væk fra det.
Mange her fra byen føler nærmest, de kender os nu, og deres børn har fortalt om os fra skolen. Det har været rigtig sjovt, at slå lidt rødder i det amerikanske, og Verdensholdet var en rigtig god oplevelse, men nu glæder vi os også til at komme videre i morgen, så der sker lidt mere igen.
