Vækkeuret ringede alt for tidligt her til morgen, men op skulle vi jo, for vi skulle i skole i dag. Kl. 8.30 mødte vi op på skolen i Elk Horn, hvor inspektøren straks var meget imødekommende og meget gerne ville vise os rundt. Det endte med, at rundturen tog 3 timer, fordi vi og han snakkede, snakkede og snakkede. Han syntes nemlig også, det var helt vildt spændende at høre om vores skolesystem. Og hver gang vi trådte ind i en ny klasse, førte det til nye vinkler på samtalen, pga de input den givne lærer havde. Helt vildt spændende for Flemming og jeg. Og Iben var utrolig tålmodig. Da så klokken var blevet 11.30 blev vi tilbudt at spise med. Amerikanske børn har jo ikke madpakke med i skole, men får varmt mad i kantinen. Vi spist med og fik skolemælk og det hele. Derefter gik vi i deres Kindergarden-klasse, der svarer i niveau til vores børnehaveklasse, og her var Iben og jeg så resten af dagen, mens Flemming snusede rundt i de andre klasser.
Iben fik lov at være med til det de lavede, og det nød hun helt vildt meget. Pigerne i klassen var rigtig sødt til at vise hende, hvad hun skulle, når hun ikke helt forstod det. Hun var både med til musikundervisning, højtlæsning, opgaver og lege. Da det blev frikvarter tog pigerne hende i hånden, og så løb de ud. Flemming og jeg gik ud i skolegården, og vi kunne se, at de havde det rigtig sjovt på gynger og rutchebane. Og det sjove var også at se, at kommunikationen allerede gik fantastisk. Desværre faldt Iben på fliserne i slutningen af frikvarteret, og fik en kæmpe hudafskrabning på benet, blødte fra munden, og fik et par skrammer i hovedet – især næsen er blevet noget rød. Det satte ligesom en stopper for legen. Men da hun var gjort ren, fik vi sagt pænt farvel til klassen, som straks tilbød, at Iben gerne måtte komme igen en anden dag. Så det gør hun måske, for hun synes, hun allerede har fået to nye gode venner der. Den gæstfrihed, vi møder her, er virkelig helt enorm. Vi er næsten helt flove over, hvor meget de gør for, at vi skal føle os velkomne. De spurgte også i dag, om ikke vi vil blive til på torsdag, hvor verdensholdet kommer, så det her vi bestemt os for at gøre. Det bliver helt sikkert også en god oplevelse.
Der er en del forskelle på det danske og amerikanske skolesystem. Børnene begynder i pre-school, når de er 3-4 år. Det er lidt som vores børnehave, men på skolen, og de har et pensum, de skal igennem. Så allerede her skal de lære alfabetet og andre skolemæssige ting. Når de er ca. 5 år begynder de i Kindergarden. Det var den klasse vi fulgte i dag, og det er som vores børnehaveklasse, med den undtagelse at de går i skole fra kl. 8.30 til 15.30. Det er altså en virkelig lang dag, for de små hoveder. Især drengene, syntes vi, havde svært ved at koncentrere sig sidst på dagen. De har ikke nogen fritidsordning, som vi har i Danmark. Så det mente de selv, var en af grundene til de lange skoledage. Har forældrene ikke mulighed for at hente dem 15.30, må de finde en form for privat pasning. Som 6 årige begynder de i 1. klasse, hvor de gerne, allerede i begyndelsen af første klasse, skal kunne læse. De har undervisningspligt op til 12. klasse. Og først derefter vælger eleverne for alvor selv, hvad de skal. De fleste går på en form for Collage, hvor de læser videre. Eller på Community Collage, som minder om vores tekniske skole. Allerede de sidste år i det tvungne skolesystem kan eleverne dog vælge nogle fag, efter hvor deres interesse er.

En anden ting der er meget anderledes her er, at lærerne har deres eget lokale – og så er det eleverne der går rundt. Det betød, at hver lærer ligesom havde deres eget lille kongerige, hvor de holdt til og bestemte. De var derfor heller ikke sammen i frikvarterene, men blev i deres klasse. På den måde bliver det mere eleverne, der er gæster hos læreren. De tiltaler også stadig læreren ved efternavn. Vi oplevede ellers en meget fri og lun kommunikation mellem de fleste lærere og deres elever. Men de skal stadig tiltales mrs. eller mr. Tests fylder også meget mere i deres hverdag, end de gør for os hjemme. Dem blev der snakket en del om. En ung kvinde på vores alder, var meget interesseret i, hvordan vi havde kunne få de to måneder fri til at rejse i. Da vi fortalte, at det meste er orlov, vi har tilgode på Iben, ville hun gerne høre mere om de danske børnefamiliers vilkår. Vi fortalte om mulighed for et års barsel og barnets 1. og 2. sygedag, og så var hun ved at falde ned af stolen. Her har de ingen orlov før fødsel. Man arbejder til man føder, og så har man – hold nu fast – 6 uger efter fødslen, så er det tilbage på arbejdet igen. Man må derfor ret hurtigt droppe fuld amning, for så skal børnene jo i “daycare”. Sygedage for børnene må de selv betale, hvis de ikke har flere fridage tilgode. Til gengæld går deres skoleår kun fra midten af august til midten af maj, så sommerferien er virkelig god lang.
Skolen her virker meget velfungerende og har ret gode faciliteter. De har heller ikke metaldetektore ved indgangene her, som vi ellers har hørt, at mange amerikanske skoler efterhånden har. Men skoleinspektøren fortalte ganske vist, at det har de i mange af de større byer – også her i Iowa.

Aftensmaden blev indtaget i hotellets opholdsstue, efter Flemming havde været så sød at hente noget, så Iben og jeg kunne slappe af på værelset så længe. Måltidet blev brugt på at fortælle alle de historier, vi kan huske fra vores barndom, hvor vi selv kom til skade. Det, syntes Iben, var ret sjovt at høre om. Det er jo også rart ikke at føle, at man er den eneste, der kan være så uheldig, som hun var i dag.