På vej til byen Lake Havasu City krydsede vi grænsen til Arizona, således at vi nu befinder os i en ny stat.
Vejen hertil bød på et meget øde og western agtigt landskab. Der var kæmpe bjerge, kæmpe kaktusser og bagende sol. Temperaturen har i dag ligget omkring de 42 grader, og det føles virkelig, som om man står inde i en stor ovn.
På et tidspunkt i dag viste GPS’en, at der var 214 km. til vi skulle dreje igen. Det giver måske lidt et billede af de store horisonter, vi er kørt igennem. Flere gange i bilen sad vi og tog billeder i vildskab, fordi landskabet var så fantastisk, at vi bare ønskede at forevige det. Men det er ret svært at fange i farten og på et billede. Og desuden var det helt vildt varmt, hver gang vi åbnede vinduet for at tage et billede 🙂 Især da vi kørte langs Colorado River gik vi helt amok med kameraerne, da det frodige der omkring skabte en fantastisk kontrast til de golde bjerge i baggrunden.
Da vi ankom til Lake Havasu City midt på eftermiddagen, tog vi en time i swimmingpoolen for at blive kølet lidt ned. Vandet var dog så varmt, at det knap kølede, så vi voksne sad mest i skyggen. Værelserne her er som to-værelses lejligheder, og hver gang man kommer til et hotel, hvor værelserne er lidt ud over det sædvanlige, stiger humøret lige et par grader.
Ved 18-tiden troede vi, at temperaturen var mere acceptabel, men der var ikke den store forskel. Alligevel tog vi ud for at se det, denne by er så kendt for – nemlig London Bridge. Og nej, det er ikke en skrivefejl. I 1962 blev den gamle London Bridge pillet ned i London, da den ikke længere kunne holde til de mange biler. Så blev den solgt til en amerikaner, der fik den fragtet hele vejen til LA og derfra de 400 km. til Lake Havasu City. Broen blev her genopbygget midt i ørkenen, og da den stod færdig, manglede der bare vand under den. Der blev derfor gravet en 1,6 km. lang kanal ud til Lake Havasu. Ja, det lyder helt skørt. Men dette fik turismen i byen til at blomstre, og byen er siden vokset enormt. Vi kørte ud til broen, gik en lille tur derved og fik taget nogle billeder. Derefter meldte sulten sig, og skæbnen ville, at vi helt tilfældigt fandt en Golden Corral – Bedstefars yndlingsrestaurant fra da vi var i Florida. Der er en kæmpe buffét og så meget lækkert mad til billige penge, at Bedstefar udtalte, at han synes, alle andre restauranter skal lukkes ned, så der kan åbne flere af denne slags. Hele familien åd til den store guldmedalje og nød hver en bid. Nogle dage går det ikke som planlagt, og andre dage går det bedre end planlagt. I dag var vist en af den sidste slags.
