I dag ville vi ikke stresse, så vi sov længe (Flemming og Iben næsten helt til kl. 9.00). Morgenmaden blev for første gang indtaget på restaurant, så vi fik alle en ordentlig stak pandekager med sirup og/eller jordbær og flødeskum. Øj, hvor var vi mætte, da vi gik derfra.
Vi begyndte med at køre mod øst ud af byen, for at komme ud til nogle meget store vandfald. Vejen derud var også smuk, da vi kørte langs den fjord, der skiller de to stater Washington og Oregon. Vi gik op til det ene af vandfaldene. Det var virkelig stort, og der var virkelig langt derop. Iben syntes, det var meget hårdt, og det syntes vi andre faktisk også, men det var rart at vide, at vi fik forbrændt nogle af pandekagerne. Udsigten deroppe fra var bestemt også det hele værd, og vi kunne komme så tæt på vandfaldet at vi blev sprøjtet på.
Senere kørte vi til downtown Portland, der viste sig at være en rigtig hyggelig og pæn storby. Bestemt en af de bedste vi har set her i staterne. Appelbutikken trak i Flemming og Iben. Iben erklærede faktisk i går, at appelbutikker er mere spændende end vandfald. Kan I forestille jer, hvor stolt faderen blev? Og jeg fatter ikke, det er min datter, der siger sådan noget. Interessen for applebutikken blev ikke mindre, da Flemming lovede Iben, at hun måtte få den gamle Ipad, hvis han købte en ny. Det betød, at der var to der plagede om, at vi bestemt skulle købe en ny. Og selvfølgelig kom vi heller ikke ud af butikken uden den nye Ipad. Jeg opgav hurtigt at modsætte mig, for beslutningen var taget, kunne jeg mærke.
Hjemme ved hotellet igen var der veteranbil-træf på den anden side af vejen. Flemming gik der over og fik en snak, mens jeg fik badet Iben. Nogle af bilerne havde været i familien eje i over 60 år, så de var pænt gamle.
Efter lidt afslapning, måtte vi afsted for at finde lidt aftensmad, og så var endnu en god dag ved at være til ende.
