Selvom vi havde planlagt at gå tidligt i seng den forrige aften, blev det ikke til noget, da vi kom til at planlægge vores videre rejse. Det hele begyndte med, at vi skulle booke en færge til Victoria, som viste sig allerede at være fyldt. Så nu har vi bestemt, at vi kører mod syd. Varmt vejr og ingen færgeruter trækker!
Vi var således igen denne morgen noget trætte. (Mon det lykkes for os at få udsovet på denne tur?) Efter morgenmaden fik vi skypet med både Pandrup og Aalborg, og så kørte vi ned til en sø, hvor folk på en sådan solskinsdag havde travlt med at få deres både i vandet. Hyggeligt og smukt sted. Derefter kørte vi videre for at se Watcomfalls, og vi gik en lang tur i den meget frodige park. Fosdalen blegner lidt ved siden af! Vi har gået og talt om, hvad vi skal vise Janie og Aage, når de kommer til Danmark, og naturmæssigt er det virkelig svært at finde noget, der vil imponere dem. Vi havde f.eks. tænkt på fosdalen, men Watcomfalls-park var fosdalen gange 10. Dog tror jeg stadig strandene og gamle bygninger vil imponere dem.
I downtown Bellingham fik vi vores frokost, og Flemming fik en kaffe, inden vi var klar til at hente Alisa, som også befandt sig i Bellingham. Ved 15 tiden vendte vi næsen mod Sequim, og små 4 timer senere var vi fremme.
Aage og Janie stod klar med aftensmad, og efter aftensmaden fik vi alle gang i at spille Wii. Det er virkelig sjovt, og Iben blev, som vi andre, meget optaget af det, så vi glemte hendes sengetid og lod hende være lidt længere oppe.
Kl.22.30 var jeg dog så træt, at jeg næsten ikke kunne hænge sammen. Så sengen sprang nærmest på mig, og jeg sov vist, inden jeg lagde hovedet på puden.